Pædagogiske læreplaner

Klik herefter for at hente vores nyeste læreplan [ VFBH Styrkede Læreplan 2020 ]

og [ Evaluering af arbejdet med den pædagogiske læreplan 2023 ]

 

Det at være barn har værdi i sig selv, det står sort på hvidt i dagtilbudsloven. Og vi kan ikke være mere enige.

Børn udvikler deres sociale kompetencer i samspil med andre og i mødet med andre. Barnet lærer og erfarer igennem relationer, derfor er børnefællesskabet vigtigt i Valby Folkebørnehave.

Vi er optagede af den sociale læring, det at kunne indgå og begå sig socialt.

Overordnet vil vi søge at skabe rammerne for optimale læringsmiljøer i forhold til samtlige 6 læringstemaer ved at bestræbe os på:

  • At være nærværende som voksne. Både fysisk tilstede blandt børnene samt mentalt opmærksomme.
  • At møde barnet med anerkendelse. Det vil sige, at respektere det enkelte barn, dets følelser og forsøge at forstå barnets handlinger.
  • At være opmærksomme på og lyttende til det enkelte barn og de signaler barnet sender. I denne forbindelse opfordre/hjælpe barnet til at fremsætte egne forslag og ideer, og hjælpe barnet til at kunne gennemføre noget af det.
  • At skabe klare rammer for børnene. En forudsigelig, men samtidig afvekslende dag. Det er vigtigt, at vores kommunikation med børnene er tydelig.
  • At sørge for at veksle mellem børnenes egne initiativer/leg samt voksenstyrede aktiviteter, spontane såvel som planlagte. Heri ligger også, at den voksne giver mulighed for en vekselvirkning mellem ro og fordybelse samt leg og aktiviteter, som udfordrer barnet.
  • At vi, især om formiddagen, vægter at inddele børnene i mindre grupper. Herved opnås bl.a. mulighed for tilhørsforhold, mulighed for mere målrettede aktiviteter og i større grad
    mulighed for ro og fordybelse. Samtidig giver det den voksne bedre forudsætning for at kunne støtte de børn, der har brug for det.
  • At styrke barnet i at være nysgerrig og opmærksom, f.eks. ved eget engagement og gejst samt ved at vise respekt og interesse i det der optager barnet. Herigennem opnår barnet bl.a. koncentration og udvikler egenskaber for videre læring.
  • Dels at ændre indretningen, så der kan opstå nye lege og oplevelser, dels at bruge vores lokalområde til forskellige aktiviteter.

Der bliver ophængt ugeplaner i børnehaven, på vores tavle, så alle kan følge med i hvad, der er planlagt de forskellige dage. Der kan dog forekomme ændringer i planerne.