Pædagogik

I Valby Folkebørnehave tager vi udgangspunkt i at barnet har iboende ressourcer og kompetencer. Kendetegnet er ved en grundlæggende tro på barnets kompetencer og en forståelse af at barnets socialisering foregår i flere forskellige fora.

“Skønt er det vi ser.. skønnere er det vi ikke ser…men langt skønnere er det vi ikke fatter..”

Menneskesynet i Valby Folkebørnehave.

 Værdier som omsorg, nærvær og tillid er vigtige for os. Vi tror på, at vi ved at have omsorgen og trygheden som kerneopgave, er med til at skabe en hverdag og et børnemiljø, hvor børnene udvikler sig allerbedst. For når man grundlæggende er tryg, har man større blik for verden omkring sig og er åben for “læring” og det store fællesskab.

Vi bestræber os derfor på at skabe rammerne for nærhed, omsorg, leg, fordybelse, nysgerrighed, kreativitet, værdier, samt konkrete dagligdags fælles opgaver som giver børnene færdigheder, der styrker deres tro på egen medvirken i fællesskabet.

Børnene skal opleve at vi voksne er tilgængelige, tydelige og nærværende. Og det kan være i alle mulige kontekster lige fra modtagelsen om morgenen, ved frokostbordet, i legen, når der skal gives omsorg, udfordres og når der skal siges farvel og på gensyn.I vores dagligdag handler det om, at se barnet som et “jeg” og acceptere det, acceptere at vi alle er forskellige og kommer med noget forskelligt. Forudsætningen for dette er, at vi skal have barnet “ind under huden” og skabe et godt pædagogisk læringsmiljø, hvor vi også hjælper barnet til at kunne mærke sig selv og egne grænser, og at kunne se og mærke andres grænser.

Vi ser det, at gøre børnene klar til at møde verdenen efter børnehavetiden, som en af vores største “opgaver”. Robust er ord der bruges ofte, og vi tolker blandt andet robustheden som en forståelse af følelsernes dynamik, at svære følelser også er en del af livet, og at give børnene redskaber til at kunne håndtere dem. Vi er også alle forskellige med forskellige evner og kompetencer. Kompetencerne kan udvikles og vi kan blive bedre og øve os. Men vi kommer ikke til at kunne det samme. Det kan vi voksne heller ikke. Og det er ok. Og DÈT italesætter vi.  
Pædagogik

 

Positiv grænsesætning

PædagogikI børnehaven er det vores mål ikke at skælde ud. Det betyder ikke, at børnene ikke møder krav og pligter. Børn har brug for tydelige voksne, der udfordrer dem og kan sætte grænser, men vi forsøger hele tiden at guide og vejlede børnene i stedet for at skælde ud. Vi skal være “fyrtårnet” der viser vej, og tage ansvar i relationen, og ikke lægge ansvaret over på børnene. Så derfor, når I kommer i vores hus, så vil I ikke høre voksne der råber og skælder ud.